Sider

onsdag den 30. oktober 2013

Overspringshandlinger


Indrømmet - jeg kan ind i mellem være rigtig god til overspringshandlinger. F.eks. er jeg lige i øjeblikket i gang med at skrive en afsluttende eksamensopgave til min uddannelse som coach. Jeg var kørt lidt fast, og pludselig havde jeg i stedet leget lidt med et billede og fået dette sjove resultat frem. 
Jeg bilder mig også ind, at jeg er opmærksom på overspringshandlingerne, når jeg bruger dem. En gang imellem kan jeg næsten sidde og smågrine af mig selv, fordi jeg jo udmærket ved at nu er den gal igen. Jeg må jo erkende at jeg har sneget mig uden om, forholde mig til hvad årsagen er til at jeg springer over, og så komme i gang igen. Lige nøjagtig i denne situation var det en fordel, at forlade skrivningen et øjeblik. Da jeg vendte tilbage til opgaven, gik det pludselig fremad uden problemer igen. Jeg trængte bare til en lille pause og lidt frisk luft. Samtidig kan jeg jo nu vise et eksempel frem på en overspringshandling - eller hvad en overspringshandling medførte. Pauserne er faktisk vigtige - men vær opmærksom på hvordan de bruges - at de giver dig energi.
Overspringshandlinger kan dog være en snigende udfordring i hverdagen. Ofte ligger der et problem bag det at springe over eller udsætte noget gentagne gange. F.eks. kan årsagen ligge i, at det er svært at overskue en meget omfattende opgave, måske skal opgaven i virkeligheden opdeles i mindre dele, for at overskue den.
Måske har jeg ganske enkelt ikke kompetencer til at løse hele opgaven, hvor kan det være muligt at hente lidt vejledning eller sparring?
Tager jeg altid den her opgave frem sidst på dagen, så har jeg måske bare ikke det overskud og energi der skal til, for at få den løst. Måske skal jeg prøve at løse opgaven tidligere på dagen, hvor jeg er mere frisk.
Kan der have sneget sig noget stress ind i billedet, hvor jeg ganske enkelt har brug for at blive hjulpet med at prioritere mine opgaver og antallet af opgaver, fordi jeg bare ikke kan overskue dem mere? Måske skal jeg bede om hjælp, selv om det er svært.

Kender du til overspringshandlinger? Hvor bevidst er du egentlig om at du springer over eller udsætter? Eller kan du slet ikke genkende det?

Ha´ en rigtig dejlig dag
Ulla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar