Sider

tirsdag den 3. december 2013

Lidt barnesind i december

I dag blev det så den 3. december.
I dag åbnede jeg en ny låge på min julekalender - nemlig - det er min helt egen julekalender, med chokolade. 
Jeg er en aldersmæssigt voksen kvinde - men hvor jeg dog elsker det her lille nummer hver dag.
Det er snart (forfærdelig) mange år siden, jeg sidst havde en julekalender, og jeg troede heller ikke jeg skulle have en igen.
Men det skulle jeg - det syntes Lotte, da hun grinende kom og gav mig den. 
Det fuldstændig uventede og sjove, i skøn forening med tanken om at glæde - det er da ren juleri.
Den barnlige glæde og forventning over at skulle åbne en ny låge - hvor er det dog skønt at blande den ind i december måneds voksne tanker om alt det, jeg skal nå.
Med denne herlige gestus, er jeg igen blevet opmærksom på, at julen er noget med forventning, glæden sig til, og ikke mindst - hvor meget det betyder at glæde andre. 
Tanken om, at der er én som har tænkt på mig, og givet mig noget som er lige nøjagtig til mig 
- det glæder mit indre barnlige sind.

Ha´ en dejlig dag
Ulla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar