Sider

onsdag den 27. november 2013

Se på dig selv

 I går på facebook skrev jeg lidt om det at mærke sig selv. Det fører mig frem til at reflektere lidt over dét, at se på sig selv - hvordan ser du i virkeligheden på dig selv ?

Ser du på dig selv i spejlet om morgenen - og sukker over det du ser - sådan bare af ren vane, fordi du i virkeligheden ikke ser rigtig efter ?
Eller ser du på dig selv - sådan rigtig - efter du har givet dig selv et venligt godmorgen. 
Hvem er det egentlig jeg ser i spejlet i dag ?
Udseendet kan du sådan set ikke ændre på - ud over at give det lidt makeup, eller en barbering.

Ud over at mærke lidt på sig selv, måske som en god måde at komme i forbindelse med sig selv, så kan du prøve at betragte dig selv. 
Betragt dig selv - uden at vurdere eller dømme dig selv - som du nu står her og ser dig selv i spejlet. 

Betragt og observer dig selv - står du foran et lille spejl og er tæt på, så du kun kan se det øverste af dig selv, eller står du foran et stort spejl, hvor du kan se hele kroppen - se, observer som om det er første gang, du ser dig selv. Har du muligheden, så prøv at skifte til et spejl af den modsatte størrelse, og se hvad du så ser her.
Men lad nu fordommene ligge !

Du kan sammenligne øvelsen med billederne - hvad oplever du på billedet tæt på nogle enkelte blade - og hvad sker der på billedet som er taget på afstand. 
To meget forskellige oplevelser af det samme motiv. Så hvordan oplever du dig selv.

Ha´en dejlig dag
Ulla

fredag den 22. november 2013

Meditation


Jeg kom til at tænke lidt over meditation - og hvor meget ro det egentlig kan give i kroppen og sindet. Efter et kursusforløb, hvor der dagligt blev mediteret blev jeg inspireret til at lade det indgå i en af mine små zendooddle tegninger. 
Hvis du skulle være en af mine medkursister, vil du sikkert kunne genkende meditationen og udgangspunktet. 
Meditation kan for nogle virke mystisk og underligt, og noget man gør i en hule langt oppe i bjergene. Det er selvfølgelig en mulighed, men mindre kan nu også gøre det :-)
F.eks. 10 min om dagen, hvor du lige sætter dig ned og fokuserer på dit åndedræt. Du skal ikke gøre andet end observere dit åndedræt. Du skal bare være med dit åndedræt - præcist som det nu engang er. 
Lyder det mystisk? Nej vel - Det var så en mulighed for at komme lidt i gang, og få en fornemmelse af hvad det går ud på. Du får en lille pause i hverdagen, hvor du får muligheden for at være og mærke dig selv. Ikke så ringe i en tid hvor vi fortravlede suser rundt og glemmer os selv.
Rigtig mange som prøver det, kan ikke undvære det, når det først er blevet en vane.
Det samme gælder at zendooddle - det giver også ro og fokus. Dog på en lidt anden måde.

Ha´ en dejlig dag
Ulla


mandag den 18. november 2013

Vi nærmer os


Vi har nu passeret halvdelen af november - så nu nærmer vi os. Vi nærmer os julen, uanset om vi vil det eller ej.
Jeg glæder mig - faktisk kom jeg til at starte lidt med en smule juleri - i sidste uge. Jeg holdt en præsentation af nogle Forever Living produkter. Naturligvis handlede det om vinterpleje af kroppen og julegaver. Så jeg benyttede chancen til at jule en lille smule. Jeg synes det var så hyggeligt, at jeg har beholdt koglerne fremme på mit spisebord efterfølgende. 
Typisk forbindes julen med travlhed og vilde blikke. Jeg vælger hyggen i julen til, og er fast besluttet på, at jeg vil være bevidst om mine valg af gøremål i anledning af julen. Jeg vil vælge det til, som jeg føler er vigtigt for mig - samtidig vil jeg vælge det fra, som ikke giver mig noget eller som jeg føler ikke har den store betydning at jeg deltager i. 
Jeg vil have det godt med julen - så jeg er begyndt at glæde mig, til hvad den nu bringer. 

Ha´ en rigtig dejlig dag
Ulla

torsdag den 14. november 2013

Bagning tilsat mindfulness

Engang i mellem kommer lysten lige over mig, og der skal bages brød eller kage. Denne dag, var det store brøddag. Når jeg nu var i gang, så kunne jeg jo lige så godt bage lidt ekstra, til at lægge i fryseren. 

Til opskrifterne tilsatte jeg mindfulness. Jeg bagte ikke bare mine brød, jeg var mentalt med hele vejen. Lige fra tidspunktet hvor opskriften blev taget frem, og ingrediensenerne linet op og herefter afmålt. Jeg mærkede hvad jeg foretog mig, jeg duftede og jeg var fuldt og helt til stede.

Jeg iagttog dejen som blev sat til hævning og igen efter hævningen, jeg mærkede rigtig efter hvordan dejen føltes, da jeg æltede og lagde dejen på pladen.  
Det store øjeblik kom selvfølgelig da jeg kunne begynde at dufte brødet - og endelig da brødet var bagt færdigt og jeg kunne tage det ud af ovnen. Jeg så - jeg duftede - jeg mærkede (da det var kølet af) - jeg lagde mærke til hvad der skete med mig, hvordan jeg reagerede på alle disse indtryk. Til sidst - langt om længe - smagte jeg på det friskbagte brød.  Sådan rigtig smagte på det. 

At bage et brød er vel ikke noget særligt? - næh, det er det såmænd ikke. Hvis du ikke tillægger det betydning. 
Jeg prøver i min hverdag at være til stede i det jeg nu engang gør. Jeg prøver at lade nogle ting jeg gør, blive til oplevelser - små eller store. Jeg vil så gerne have mine dage - også hverdage eller især hverdagene - til at være fulde af indhold, det indhold de nu engang består af. Uanset hvad indholdet i dagen er fuld af, så prøver jeg at opleve det.

Jeg tror nu altså dette brød smagte af noget helt særligt.......... :-)

Ha´ en dejlig dag
Ulla

fredag den 8. november 2013

Jeg blev vejledt


I går var jeg til coaching hos min læremester, som jeg vælger at kalde ham. Da jeg i går aftes sad og legede lidt med dette billede til Instagram http://instagram.com/tilstedeinuet ), kunne jeg pludselig se en sammenhæng til min coachingsession tidligere på dagen.

På grund af emnet, blev det til en form for vejledning. Her kom pludselig sammenhængen til billedet. Vejen som her er en markvej, med ujævnheder og mudder. Det er nødvendigt at gå meget forsigtigt og fra side til side, for at undgå det værste mudder. Det er lidt uskarpt længere fremme, du kan se noget, men det er ikke helt tydeligt, hvad der egentlig ligger derude.
Det var dét, jeg fik med mig i går. 
Jeg fik styr på udgangspunktet, her er billedet klart og tydeligt - via en meget omsorgsfuld og indlevende udspørgen og vejledning, nåede vi sammen frem til, at jeg er klar til at tage de første skridt ud af vejen. Jeg skal dog være varsom med at sætte skridtene for hurtigt, da jeg samtidig skal forholde mig til alt hvad jeg møder på min vej. På min vej, bliver jeg mere og mere åben - det kan også anes på billedet - men ellers er min tur ud af min vej begyndt........... jeg er spændt på hvor den ender........

Min indgangsvinkel til ordet vejledt - har lige pludselig fået en meget reel betydning for mig. Jeg er ledt på vej - samtidig har jeg også et konkret billede af ordet, hvilket kan være med til at fastholde mig i min udforskning.

Ha´ en dejlig dag
Ulla

tirsdag den 5. november 2013

På opdagelse i naturen

Der er så mange ting at opleve i naturen. 
Hvad enten turen går ud på at få brugt noget energi og få noget frisk luft, eller det handler om at opleve naturens gang og dyrene derude. 
For mig handler det om alt det - men også at opdage motiverne, der findes derude. De er overalt. 
Som de to billeder her - træstubbe på forskellige måder.
Det store væltede gamle træ, ville måske have set lidt kedeligt ud, hvis det ikke havde været for den dramatiske himmel i baggrunden, og et solstrejf som kommer direkte på træet. 

Pludselig fik jeg øje på en træstub, med svampe lige midt i. Hvis det ikke havde været for lyset, der trængte sig ind til stammen, havde jeg nok ikke lagt mærke til det. I alt fald ikke så jeg havde fået lyst til at tage et billede. Da jeg stod og betragtede motivet derude i skoven, fik jeg pludselig øje på formen - det ligner jo næsten et hjerte. 
Noget andet jeg gør, for at komme rigtig ind i nuet. Sådan for fuldt og helt være nærværende, det er at røre ved naturen. 
Den store væltede stamme, lagde jeg hånden på et øjeblik - pludselig var jeg helt til stede, ude midt i det hele. Jeg var en del af det hele - det store flotte landskab, med alt hvad det nu indeholdt. 

At være i naturen giver mig så meget - jeg bliver ladet op og får nogle af mine mest intense oplevelser derude.
Naturen er som den nu engang er, barsk eller mild, varm eller kold. 
Jeg tager det hele med.

Ha´en dejlig dag
Ulla