Det tager tid at vende en supertanker
Jeg oplevede vendingen af denne store tanker i Skagen havn. Hold da op hvor var den stor - specielt når jeg stod lige der på kajen, ved siden af. Jeg følte mig meget lille, da den gled tæt forbi mig.
Vendingen af denne tanker tog lang tid - den nærmest listede sig helt forsigtigt rundt. Men efter lang og tålmodig styring - og lidt retten op, var skibet pludselig vendt. Men ikke nok med det, nu skulle det bugsere ind i bunden af havnen - hvilket virkelig var en oplevelse at overvære.
Når jeg nu efterfølgende sidder og ser billederne, kan jeg ikke lade være med, at sammenligne vendingen af dette store skib, med ændring af vaner. Uanset om det er en dårlig vane der skal ændres, eller det er en ny der skal skabes og integreres i hverdagen, så er det svært - og det tager lang tid. Nøjagtig lige som vendingen af denne store tanker.
Jeg vil bruge eksemplet med at få skabt en vane omkring den daglige meditation. Mange spørger mig til råds om, hvordan de skal komme i gang og få det gjort. Mange synes også - som jeg selv - at det er meget svært i starten.
Jeg plejer at bruge eksemplet med at få vendt en stor tanker, som denne - netop fordi vaner er så svære at skabe eller komme af med. Mange vaner er lige så store og uhåndterlige som et stort skib. Så som skibets kaptajn, må du have tålmodighed og holde fast i dit mål - så skal du nok få vendt skuden og ændret retningen på dine vaner.
Ha´en rigtig dejlig weekend
Ulla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar