Sider

fredag den 28. december 2012

Godt nytår

GODT NYTÅR

Jeg ønsker dig og dine et rigtig godt 

og lykkebringende nytår.

Må alle dine ønsker gå i opfyldelse.

Pas godt på dig selv og hinanden

Ulla

tirsdag den 11. december 2012

En dag med mindfulness


Den 23. februar 2013

Holder jeg en dag med mindfulness

Jeg kan love det bliver en hyggelig og rolig dag, i ægte mindfulness stemning. 

Se mere her:  http://www.tilstedeinuet.dk/kurser.html

Psssst Skynd dig - der er kun få pladser.

Ha´en dejlig dag
Ulla

tirsdag den 4. december 2012

Brug 10 min på en lille pause

Hvad med at bruge 10 min af din tid på en lille pause? Pausen kunne du passende bruge på en lille meditation. Det kunne jo ende med at blive til en god vane.
Vælg et tidspunkt på dagen, hvor det passer mest naturligt ind, med den lille pause. Ellers bliver det bare ikke til noget. Så bliver det bare med tanken om - i morgen skal det være.......

Sæt dig et sted hvor du føler dig godt tilpas. Find evt. en blid alarm på din mobiltelefon, til at fortælle når de 10 min er gået - så behøver du ikke forholde dig til tiden.

Sæt dig nu rigtig godt til rette - og luk  øjnene.
Brug et øjeblik på at mærke underlaget du sidder på - og i det hele taget fornemme din krop.
Ret så din opmærksomhed mod dit åndedræt, hvor du bare følger dit åndedræt. 
Følg det lige fra det kommer ind gennem næsen og helt ned i maven - og kommer ud af dine næsebor igen.
Bare koncentrer dig om dit åndedræt, hele tiden følge dit åndedræt. Du skal ikke tvinge det længere ned, bare lad det være som det nu er - og slap af i dine skuldre, bare lad dem slappe helt af. 

Vær til stede med dit åndedræt.

Når de 10 min er gået, så vend stille og roligt tilbage til omverdenen igen. Giv dig selv et øjeblik til at vende tilbage. Brug lige et øjeblik endnu, til at mærke dig selv, at fornemme hvor du er - inden du fortsætter ud i din dag.

God fornøjelse
Det er lige så simpelt, som det lyder :-)

Ha' en god dag
Ulla





fredag den 30. november 2012

Styrke og ro

Engang på facebook, skrev jeg noget om den enorme ro, der udstråles fra den store tyr. 
Den ved nøjagtig hvem den er og hvad den kan - ingen grund til panik. Jeg har det sådan, at når jeg ser på billedet, så falder der også ro over mig. Selv om det er et dyr, man skal omgås med forsigtighed, så er der også en vis form for tryghed forbundet med det store dyr.

Den store tyr på billedet udviser en meget stor fysisk styrke - der er vist ikke mange som vil tage kampen op med den. Men styrke behøver jo ikke kun at være fysisk styrke. At være psykisk stærk, er straks noget helt andet. Her behøver du ikke at spille med musklerne - men bare at være dig selv. Du behøver ikke engang at udstille din styrke - men den kommer frem, når der er brug for den - inde i dig selv. 
Jeg har oplevet personer, som i hverdagen ikke gør det store væsen af sig selv, og bare forsøger at få tingene til at fungere. Men når det så kommer til stykket - så kan det være denne person, som i en meget svær situation, virkelig træder i karakter og viser en enorm styrke.
Det er ikke altid de højest råbende der er de stærkeste - fordi de kan vise sig frem og spille med musklerne - er det ikke sikkert de vinder i den sidste ende.

Min pointe her op til weekenden er - stol på dig selv - og du vil finde styrke til mere end du lige går og tror.
Ha´en dejlig weekend
Ulla

onsdag den 28. november 2012

Rammer


Når jeg betragter dette billede, så er der mange forskellige vinkler at skrive om. Men det der falder mig ind lige nu - det er ordet rammer.
Ordet rammer, kan tolkes på mange måder. Vi har alle brug for rammer i vores liv, såvel stærke og vel definerede, som de små lette og skrøbelige. Lige nu sidder jeg og tænker på, at jeg mere eller mindre bevidst har et stort behov for trygge rammer, som jeg kan vende tilbage til. Jeg er en person, der gerne vil opleve og lære - men jeg har et behov for at kunne vende tilbage og søge tryghed inden for mine egne rammer. Mine trygge rammer, er lidt svære at beskrive lige nøjagtig hvad det indebærer. 
Men det er en tryghed i at kunne være sammen med min nærmeste familie, når jeg har brug for det. Det er et behov for at kunne søge tryghed og næres af tryghed i mit hjem, når det er det, jeg har brug for. 
Det er en fornemmelse af, at jeg er en del af noget. At det betyder noget om jeg er der. Samtidig er det et spørgsmål om at jeg har mulighed for at sætte rammerne for noget, i nogle situationer. At det er mig der skaber noget - giver noget til nogen - opbygget inden for mine rammer. Helt særligt er det, når jeg har skabt rammerne for at en eller flere, får en god oplevelse ud af det, jeg har sat rammerne for. 

Ha´en dejlig dag
Ulla 

mandag den 26. november 2012

We Take Care Of Our Own - Bruce Springsteen

Min svaghed er.........




.........Bruce Springsteen.
Igennem rigtig mange år, har jeg været fan af "Bossen". og det var med glæde jeg købte den nye CD med ham. Han kan stadig.....
Det her med at have noget kendt med sig - gennem mange år. Jamen det er jo en del af mig. Jeg er den jeg er - med min svaghed for Bruce Springsteen og alt det andet jeg indeholder. Hvis jeg ikke havde slæbt musikken med lige nøjagtig ham med mig - ja så var det jo ikke rigtig mig der sad her. Hmmm, nu bliver det vist lidt for omstændigt - lyt hellere til musikken her - skru godt op - og hyg dig - dans bare rundt.............

Ha´en fantastisk dag
Ulla

fredag den 23. november 2012

Novembers himmel

Novembers himmel er ofte meget grå og diset. Men novembers himmel kan også være klar og blå. Denne dag i november var der højt til himmelen og store åbne vidder. Der var rigeligt med albuerum, det var befriende at stå lige der midt i det hele.
Hvis du ser godt efter på billedet, så kan du næsten fornemme hvordan jorden buer lidt - helt derude i horisonten. Det er ikke så tit, vi har mulighed for at se fuldstændig ugeneret ud i horisonten. Så er der diset, så er der træer eller bygninger i vejen, eller også er det bare en dag, hvor du ikke lige lægger mærke til det.
Min fornemmelse af at stå der, midt i det hele - det var en enorm fred. Jeg følte mig bare så hel, som en helt naturlig del af det hele. Men jeg følte mig også lille, den her lille brik, midt i det store hele. Jeg følte samtidig ydmyghed - fornemmelsen af at få lov til, bare at være en del af denne dejlige natur, at få lov at være midt i den - uden at skulle spørge om lov, eller yde en hel masse for at kunne vær der. Jeg blev bare inviteret ind - midt ude i det store åbne landskab. 
Dette var en dejlig oplevelse, som jeg ikke ville have været for uden. Der findes uendelig mange oplevelser af denne slags - det er bare om at være til stede med dem - at gribe chancen og nuet, når som helst.

Ha´en dejlig weekend
Ulla



tirsdag den 20. november 2012

Det var dejligt

Sidste uge stod på ferie. En hel uge, hvor vi selv bestemte tempoet, og selv bestemte hvad vi ville. Det var en rigtig dejlig uge.
Noget af ugen tilbragte vi med ren forkælelse. Vi var på Lolland, hvor vi boede på Bandholm Hotel. Et par dage, hvor vi bare kunne stå op og gå direkte over til et herligt morgenbord - og forlade det igen, uden at skulle gøre noget. Det samme gjaldt middagen om aftenen - simpelthen skønt...... skuldrene faldt helt ned på plads.
Dagene tilbragte vi ude. Vi var heldige med vejret og fik også taget nogle skønne billeder. Billedet her er et af dem. Årstiden lige nu er pr. definition meget mørk. Det bliver tidligt mørkt og sent lyst, og ofte er vejret gråt og diset. Men der er også lyspunkter, der er stadig naturens farvespil, som er helt fantastisk. Det lille træ på billedet, holdt sig absolut ikke tilbage mht. farvepragt. Det stod nærmest som en fakkel midt i det hele. 
Jeg brugte et ekstra lille øjeblik ved træet - jeg gik hen og plukkede et blad fra træet. Jeg brugte lidt tid på at betragte bladet, mærke på bladet - ja og også dufte til bladet. Det var et flot blad jeg stod med,farverne spillede i lyset. Jeg kom også til at tænke lidt på naturens værker - i foråret var bladet lysegrønt, så blev det mørkere grønt hen over sommeren - nu er det efterår og løvfaldstid. Lige nu viste det lille blad en helt enorm farvepræstation, inden det faldt. Naturen er da forunderlig - tænk hvis vi selv skulle skabe noget lignende, så ville vi få en meget stor opgave.
Ferien er nu ovre - men roen fra ferien sidder stadig i mig. Jeg mærker efter og kan nemt finde den igen - når bare jeg er opmærksom på følelsen. Jeg ved jo godt at følelsen langsomt slipper sit tag, men så længe jeg kan, så vil jeg holde fast i fornemmelsen fra en dejlig uge.

Ha´en rigtig dejlig dag.
Ulla

fredag den 9. november 2012

Ting tager tid

Det tager tid at vende en supertanker

Jeg oplevede vendingen af denne store tanker i Skagen havn. Hold da op hvor var den stor - specielt når jeg stod lige der på kajen, ved siden af. Jeg følte mig meget lille, da den gled tæt forbi mig.
Vendingen af denne tanker tog lang tid - den nærmest listede sig helt forsigtigt rundt. Men efter lang og tålmodig styring - og lidt retten op, var skibet pludselig vendt. Men ikke nok med det, nu skulle det bugsere ind i bunden af havnen - hvilket virkelig var en oplevelse at overvære. 
Når jeg nu efterfølgende sidder og ser billederne, kan jeg ikke lade være med, at sammenligne vendingen af dette store skib, med ændring af vaner. Uanset om det er en dårlig vane der skal ændres, eller det er en ny der skal skabes og integreres i hverdagen, så er det svært - og det tager lang tid. Nøjagtig lige som vendingen af denne store tanker. 
Jeg vil bruge eksemplet med at få skabt en vane omkring den daglige meditation. Mange spørger mig til råds om, hvordan de skal komme i gang og få det gjort. Mange synes også - som jeg selv - at det er meget svært i starten. 
Jeg plejer at bruge eksemplet med at få vendt en stor tanker, som denne - netop fordi vaner er så svære at skabe eller komme af med. Mange vaner er lige så store og uhåndterlige som et stort skib. Så som skibets kaptajn, må du have tålmodighed og holde fast i dit mål - så skal du nok få vendt skuden og ændret retningen på dine vaner.

Ha´en rigtig dejlig weekend
Ulla

torsdag den 8. november 2012

Træerne

Træernes ro

Der er altså noget ved de træer. Jo større de er, jo mere værdighed. Ja værdighed, er vist et godt ord til at beskrive træer. 
Har du prøvet at betragte de store træer indgående. Jeg synes der er så meget, jeg kan bruge i min egen hverdag. Deres ro og tålmodighed, den er jo faktisk ret enestående. De står der hvor de nu engang står - og det blive de ved med, til deres dages ende. De har rødderne fast forankret i jorden, og er på den plads i verden, som de nu engang er sat.

Prøv at stille dig på et sted på gulvet - eller ude midt i skoven, mellem træerne. 
Mærk nu hvordan dine fødder er fast forbundet med gulvet eller jorden, at du næsten har rødder ned i jorden (som træernes rødder i jorden).
Lad dig svaje let, som træerne i en lille brise. Stå igen stille og bare mærk fordan du er forbundet med jorden. Når din krop, måske efter kort tid, begynder at blive utålmodig og vil til at flytte sig - så bliv stående lidt endnu. Tænk på træerne, de står på deres plads i verden - og der bliver de tålmodigt stående, så længe som de nu engang gør. Tag lidt af træernes tålmodige tilstedeværelse i verden, med dig i resten af din dag.

Ha ´en dejlig dag
Ulla

tirsdag den 6. november 2012

Det er stadig den samme

Det er stadig den samme



- og så alligevel...........
Måske er det bare tidspunktet. Fordi nu passer det hele sammen - alt er som det plejer. Månen er på himlen om natten. Ja vi ser den i alt fald mere her. Men månen er der jo hele tiden - vi ser den bare mest, når det er mørkt. 
Ja det her er et billede af den gode gamle måne. Det "rigtige" billede af månen. 
Månen er fuld her på på billedet - hvordan var det nu med billedet fra i går?
Er det mon den samme måne, som var på billedet i går? - ja for der findes jo kun én måne! Men er det ikke noget du har læst eller lært? 

Nok om månen for denne gang. Der findes mange myter og gode historier om månen. 
Hvad finder din fantasi mon på, når du ser dette billede :-)

Ha´en god og udbytterig dag
Ulla

mandag den 5. november 2012

Er det ikke....?

Jamen et det ikke..........?


Sig mig er det nat ved højlys dag? ......... eller er dagen pludselig blevet til nat?........ 
Du kan selv vælge - for du har helt ret - det er månen du ser på billedet. Men du kan ikke se det hele af månen. Hvor meget mon du kan se af den? 
Du har ganske sikkert oplevet at kunne se månen - om dagen. Er du efterhånden så vant til at se månen, at du næsten tror du har været der :-)
Men har du også lagt mærke til den? Sådan rigtig lagt mærke til den. Jeg mener, ser månen ens ud, hvad enten du ser den i lys eller mørke? Har den samme farve? Hvad tid på dagen ser du den, når du ser den? Hvilken årstid kan du se månen i dagslys? Eller det hele året rundt?
Månen har givet anledning til mange spørgsmål - her fik du  nogle nye fra mig.

Månen er her brugt som et eksempel, på alt det vi tager for givet. Men det vi automatisk tager for givet, kan pludselig ændre sig - uden at vi opdager det.
Hvad tager du for givet? Stop lige op og betragt dét du tager for givet - ser det egentlig ud, som  du forestiller dig? Eller er det sket en forandring, siden du sidst så rigtigt på den eller det, du tager for givet?

Ha´en dejlig dag og en god uge
Ulla


fredag den 2. november 2012

Kunstværk i naturen

Kunsten i naturen

Et stykke tang, der ligger og skvulper med vandet i strandkanten. Solen kaster stråler, som spejler sig og laver mønstre i vandet. Tangen vender og drejer sig, mens det bare flyder med strømmen, uden at vide hvor det ender. Som tangen ligger der i vandet, er det et helt kunstværk. Pga. solens stråler, har tangen uendelig mange forskellige farver - og spændende former. Naturen opfører sig bare, som naturen nu gør - den er helt sig selv - men kan som her virke helt magisk. 
Det magiske opstår måske netop, fordi naturen bare er som den nu engang er. Der opstår øjeblikke og de forsvinder igen - i en helt naturlig rytme.
Endnu engang kan jeg ikke lade være med, at reflektere lidt over naturen kontra vi mennesker. Hvad mon der ville ske, hvis vi bare engang i mellem, lader os drive lidt med strømmen? Hvad mon der ville ske, hvis vi ikke altid forsøgte at svømme i en bestemt retning? Hvor mon vi ville havne, hvis vi lod os drive lidt med strømmen? Hvad mon der ville ske, hvis vi bare for et kort øjeblik lod os flyde på vandet og nød øjeblikket?
Jeg har prøvet det - i første omgang fordi jeg blev kastet over bord - i næste øjeblik, fordi jeg tog chancen og stolede på naturen.

Ha´en rigtig dejlig weekend
Ulla



onsdag den 31. oktober 2012

Puslerier

Puslerier inden tågen letter

I går skrev jeg noget om tågen - at jeg godt kan lide at gå i tågen. Hvis jeg nu skal omsætte det til lidt filosoferen, så passer det fint til mig. Jeg er en type, der tit og ofte får nye ideer. Ideerne kommer susende, men ofte bliverr de så også bare ved tanken, ganske enkelt fordi de er helt umulige og af mange andre grunde. Nogle af dem bliver til gengæld til noget. Men i første omgang er ideen bare en overordnet ide, eller en snert af noget. Det er som med tågen - jeg kan ikke se ret langt frem og kan kun se nogle utydelige konturer af noget.
Som med tågen, således også med ideen - når tågen stille og roligt begynder at lette, så tager ideen form til noget mere håndgribeligt.
På billedet er solen ved at bryde igennem, det samme er én af mine ideer.
Jeg er nemlig ved at arbejde med "en dag i mindfulnessens tegn". En dag for gamle kursister og eventuelt nye, som er nysgerrige på mindfulness. Det bliver en dag med mindfulness, hvor der er mange praktiske øvelser og reflektioner. Selvfølgelig også en god snak og mulighed for at udveklse erfaringer.
Dato og det endelige program er ikke klar endnu, men tågen er snart lettet og jeg vil inden længe offentliggøre det endelige resultat. Så hold øje med siden her, samt facebook og min hjemmeside.

Ha´en dejlig dag
Ulla

tirsdag den 30. oktober 2012

Inden tågen letter

Inden tågen letter

Jeg er vild med at gå i tåge.
Der er altså noget dragende ved tågen, hvis det er sådan en god tæt tåge. Der er noget mystisk ved den. Den her synlige fugt, der bare driver lige så langsomt rundt om dig. Det føles næsten som om nogen rører ved dig, eller ånder dig i nakken.
Lydene bliver pludselig meget tydelige, men kan være meget svære at placere retningen af.
Det er selvfølgelig meget svært at se ret langt frem - men så kommer det spændende - så du en bevægelse - eller var det indbildning? Fortsætter bevægelsen - hvad er det så du kan se bevæge sig? Er det et dyr, eller er det bare nogle grene, du forestillede dig var i bevægelse?
Jeg har engang haft en fantastisk oplevelse i tågen. Lige pludselig trådte en virkelig flot råbuk ud af tågen. Det havde puslet i skovbunden, og så var den der - lige der i skoven foran mig. Behøver jeg at sige det var et stærkt øjeblik?

Billedet er taget på en dag med tåge fra morgenstunden. Det var endda tæt tåge det meste af den foregående dag også. Men stille og roligt trak tågen sig tilbage og det endte med at blive den mest fantastiske klare og solrige dag. Jeg tænker dog stadig mest på de meget specielle oplevelser i tågen.

Ha´en dejlig dag
Ulla

fredag den 26. oktober 2012

Sindets overflade

Overfladen

Hvor er her stille, denne oktoberdag. Læg mærke til den helt rolige overflade på vandet. Vandet var også meget klart den dag. Jeg kan ikke helt lade være med at sammenligne med sindet.
Forestil dig vandets overflade som dit sind og dine tanker. Er der ro i dit sind og kan du overskue tingene - som på billedet med det rolige og klare vand. Eller er der en masse uro og forstyrrende tanker, så det er svært at overskue bare de små ting. Nu ændrer billedet sig til det meget uklare vand, med bølger og skumtoppe, hvor du ikke kan se bunden. 
Kan du følge min tankegang?
Uanset hvor mange gange, jeg vender tilbage til lige netop dette sted, så vil jeg opleve en stor forskel på det billede jeg ser. Det samme gør sig gældende med vores sind og tanker. Jeg er den samme person at se på, men der kan være stor forskel på, hvad der foregår i mit sind og mine tanker. 

Jeg håber du får en rigtig dejlig weekend, uanset hvor du er.
Ulla

onsdag den 24. oktober 2012

Stilheden

Stilhed i oktober


I dag får du endnu et billede fra en dag i oktober. Det var en helt fantastisk dag. Som du kan se var det meget stille, solen var fremme, det var temmelig lunt årtsiden taget i betragtning.
Der var helt stille. Jeg gik der ved Hindsgavl og bare følte på livet. Jeg gik i stilhed, helt alene, jeg havde masser af tid, jeg kunne gå nøjagtigt der hvor mine ben førte mig hen. Jeg planlagde ikke min rute, jeg lod mig bare føre rundt, som af en usynlig hånd. Jeg var bare fuldt og helt til stede, lige dér, midt i det hele.
Stilheden gav mig en meget intens oplevelse. Fordi jeg gik der, helt alene - kunne jeg ikke dele mine oplevelser med nogen. Jeg kunne ikke bare tale det hele ud, jeg måtte beholde det hele inde i mig selv - længe. Jeg følte næsten, det hele boblede over inden i.
Stilheden den dag, var en fantastisk oplevelse. Det var en dag, hvor det føltes som om, alt bare var lagt frem - kun for min skyld. Netop på grund af stilheden jeg gik i, opdagede jeg det hele. Jeg takker naturen af hele mit hjerte for denne uforglemmelige oplevelse.
Ha´en dejlig dag
Ulla

tirsdag den 23. oktober 2012

Årstiden

Der er så dejligt....

Naturen lige nu, giver nogle helt specielle muligheder. Den lavthængende sol kan være meget generende for trafikken. Men som her, en formiddag i oktober, hvor der bare er helt stille.........., behøver jeg sige mere?

Det kan være lidt surt, når det begynder at være mørkt om morgenen. Hvis det så samtidig regner...., så er det svært at komme af sted.
Men den mørke tid, giver til gengæld store muligheder for at hygge os. Rigtig god gammel dansk hygge. Tænd nogle stearinlys, tag en varm kop cacao og et tæppe. Find din ynglingsbog frem eller spil et spil med ungerne.

I stedet for at betegne dagene på denne årstid, som de mørke dage eller den mørke tid, så har jeg valgt at betegne det, som årstiden med de lidt kortere dage.

Ha´en dejlig dag
Ulla






mandag den 22. oktober 2012

Tanker

Tankerne

Bølgerne på billedet ruller stille og roligt ind på stranden. Det er ikke altid bølgerne er så rolige, nogle gange kommer de væltende, store og voldsomme. Det er med bølgerne, som med tankerne, de er der hele tiden. Nogle gange er de meget store og voldsomme og tager alt hvad de møder, med på deres vej. Andre gange er de stille og blide - en sagte skvulpen mod stranden.
Tankerne kan være lige så forskellige - nogle gange er de mørke og triste, andre gange er de muntre og lyse, som en forårsdag.
Nøjagtig som med bølgerne, så kan vi ikke stoppe tankerne. Men vi kan lære at ride på bølgerne, vi kan også, med træning - lære at ride på vores tanker. At observere vores tanker, i stedet for altid at følge vores tanker.
En gang i mellem prøver jeg, i et fastsat tidsrum (f.eks. 1 time), at forsøge at registrere så mange tanker som muligt. Hvad er det for tanker, der kommer forbi min bevidsthed?, hvor prøver de at føre mig hen?, genkender jeg tankerne? osv. osv.
Nu er det jo ikke sådan at jeg bare sidder og kigger ud i luften, når jeg sætter opmærksomhed på tankerne. Det sker midt i min hverdag - også når jeg skriver dette.
For at kunne observere tankerne, er det nødvendigt at være fuldt og helt tilstede i nuet. At være bevidst om - ja tankerne, lydene, duftene osv. Det der sker lige nu. Tankerne kommer og går, som bølger på havet. Bølgerne ruller ind på stranden i deres egen rytme - bliv på stranden, hvor du kan stå og betragte dem - og nyd dette fantastiske syn af naturens opfindelse.
Ha´en dejlig dag
Ulla

torsdag den 18. oktober 2012

Lidt af hvert

Årstider bl.a.

Jeg sidder og tænker lidt på, hvor hurtigt årstiderne egentlig ændrer sig. Dette billede, er taget for 1 måned siden - var det i dag, så det helt anderledes ud lige her.
Et meget kraftigt regnvejr, var på vej væk - solen begyndte så småt at kunne anes gennem skyerne. Det er et billede på, hvor kraftfuld naturen kan se ud - hvis vi lægger mærke til det.
Mine tanker driver lige nu, sådan lidt på kryds og tværs. I går aftes var jeg til en rigtig hyggelig fødselsdag. På et tidspunkt, sad jeg lige og fornemmede det hele - hvor rart det er, bare at være til stede, midt i familien. At hygge sig - og bare være - helt tryg. Hvor var det en dejlig fornemmelse. At være sammen med min familie, hvor alting bare er som det nu engang er. En familie hvor alle er, som de nu engang er.
Jeg sidder også og glæder mig - jeg glæder mig til at få besøg af en "gammel" kollega i dag. Det er snart længe siden jeg har set ham. Der er sket mange ting for os begge i det seneste år, så nu er det tid at få vendt alle oplevelserne. Det er sådan nogle øjeblikke jeg glæder mig over, at være en del af. At være - og at være en del af noget. Med fuld opmærksomhed.
Ha´ en dejlig dag - lige midt i nuet.
Ulla

onsdag den 17. oktober 2012

Accept

Accept

Engang imellem er det nødvendigt at stoppe op - lige midt i det hele - give sig tid til at mærke efter - og så acceptere det du nu engang føler lige nu.
Det kan også siges på en lidt anden måde - lyt til dig selv og din krop.
Jeg har selv lige været nødt til at vende opmærksomheden mod mig selv - jeg blev nødt til at acceptere de følelser jeg havde for den pågældende situation - og sige nej. Hele min krop fortalte mig, meget overbevisende, at jeg skulle holde mig fra denne situation. Det værste ved at sige nej, det var at jeg måske ville såre en anden person. Men denne gang valgte jeg at være tro mod mig selv - og det har jeg det rigtig godt med. Jeg føler en stor lettelse fordi jeg traf dette valg - altså har jeg gjort det rigtige.
Ved nærmere eftertanke, så ved jeg jo godt at der er fuld forståelse for mit valg - jeg har nemlig også fortalt hvorfor jeg ikke møder op.
Nu glæder jeg mig bare til en kop kaffe med min veninde, som jeg blev nødt til at svigte.

Ha´en dejlig dag
Ulla

tirsdag den 16. oktober 2012

Tålmodighed

Tålmodighed

Ordet tålmodighed kan vendes og drejes og bruges i rigtig mange sammenhænge. Tålmodighed er en god egenskab at forholde sig lidt tid - synes jeg.
F.eks. gik hele min mandag uden jeg kunne komme i forbindelse med Internettet - hvilke udfordringer.... men som i mange andre situationer, så vandt tålmodigheden over frustrationen. Pludselig blev jeg glad for at ugen kun lige var startet, for så er der jo  masser af tid - hele resten af ugen - til at få rettet op, på de mangler jeg ikke fik klaret allerede mandag.
Tålmodighed er helt fantastisk til at fastholde dig i nuet. Med en smule tålmodighed med dig selv og andre, så bevarer du nemmere roen - og kan bedre være til stede i nuet. Nuet hvor der ikke er stress, men fuldt fokus på opgaven du er i gang med lige nu. Om det så er at give ungerne gummistøvler på eller det er at få skrevet den opgave, der skal afleveres i morgen, eller.....

Tålmodighed.......

Ha´en dejlig dag......

fredag den 12. oktober 2012

Årstidens mirakler - endnu engang

Jeg kan stadig forundres

Jeg kan stadig forundres over naturens mirakler. Det er nu årstiden for svampe blandt meget andet. Svampe findes i mange afskygninger. Jeg kender absolut intet til svampe, andet end jeg lader mig overraske over nogle helt fantastiske værker. Se f.eks. svampen på billedet - den farvepragt og udsmykning den fremviser. Det er ikke en dygtig malers sammensætning af farver eller en skultørs fantasi, det er den ægte vare. Jeg vil holde mig fra at forholde mig til, hvordan den gør det - altså naturen.
Ha´en fantastisk weekend - måske med et besøg i naturens kunstudstilling.
Ulla

torsdag den 11. oktober 2012

At være

At være til stede i nuet

Vandets sagte skvulpen op ad stenene, på en strand hvor der bare er helt stille. Kun naturens lyde og solens lys og varme. Det er ikke sommer mere, derfor lægger jeg måske ekstra meget mærke til, hvor meget solen varmer.
Her lige på dette sted, er jeg bare til. Jeg er til stede lige her og nu. Der er kun oplevelsen af naturen. Jeg sidder i sandet og nyder bare at være. Jeg har ingen tanker om alt det der venter, og det jeg skal have fulgt op på. Jeg har mine tanker fuldt og helt fokuseret på at være til stede, lige her og lige nu. Det giver en helt fantastisk ro - mine skuldre falder ned på plads og mit åndedræt bliver dybt og langsomt. Jeg tror lige jeg bliver siddende lidt endnu.

Ha'  en dejlig dag
Ulla


tirsdag den 9. oktober 2012

Morgenstund har guld i mund

Morgenstund har guld i mund




Hvilken pragtfuld morgenstund på billedet. Endnu engang må jeg påskønne denne årstid, for disse pragtfulde scener der bliver sat for os. Endnu engang må jeg bare overgive mig til naturen - der er altså ikke noget der kan overgå naturens mirakler. Endnu engang må jeg bare mærke hvor meget naturen giver mig af energi og livsglæde. Der er dog lige en ting vi skal huske, vi skal selv lade os opleve den.
Så lad dig fange ind af naturen, uanset hvor du er og hvad du er i færd med. Engang imellem er det nok, bare at kaste et blik ud af vinduet. På denne årstid er jeg altid meget opmærksom på naturens morgen, særligt de dage hvor morgenstund har guld i mund.
Ha´ en rigtig dejlig dag
Ulla

torsdag den 4. oktober 2012

Barnesindet

Find barnesindet frem

Dette billede og dette sted, giver dig mulighed for at finde dit barnesind frem.
Prøv lige at studere billedet - hvad får du ud af det?
Ser du en træstamme med lidt efeu - fair nok, for det er det. Du bruger den voksnes fornuft i din bedømmelse.
Hvad tror du barnet kan se?
Er det en fugl, med næb og øjne og en top på hovedet?
Er det træet fra H.C.Andersens "fyrtøjet", hvor soldaten kravler ned?
Er det en af hundene fra samme eventyr - måske dén med øjne så store som tekopper?
Eller noget helt, helt andet, som du skal aktivere barnesindet for at finde?
Hvad mon der er på den anden side? Mon der er andre store eventyr gemt?

Det er så dejligt befriende at finde barnesindet frem og betragte verden, uden at bedømme det hele på forhånd.

Uanset, med hvilke øjne du ser på stammen - så tror jeg du vil synes den er lidt spændende.

Har du lyst til at finde flere evnetyr i stammen, så kan du finde den i parken ved Hindsgavl slot (Middelfart).
Ha´ en dejlig dag
Ulla

tirsdag den 2. oktober 2012

Uafhængighed

En del af flokken - på trods af.....

Jeg har tænkt lidt over ordet uafhængighed. Det er et ord der kan tolkes i mange forskellige sammenhænge. Billedet her synes jeg, er et fantastisk billede på uafhængighed. At være en del af flokken og være accepteret - uafhængig af at dyrets farve skiller sig markant ud fra resten af flokken.
Billedet kan også være symbolet på, at det er ok at gå sine egne veje - uafhængig af hvad de andre gør - du hører stadig til.
Billedet er for øvrigt taget i dyreparken nær Hindsgavl slot ved Middelfart.

Ha´en dejlig dag
Ulla

mandag den 1. oktober 2012

Ild

Der brænder en ild

Ilden er for mig symbolet på liv. Igennem årtusinder har vi mennesker brugt ilden til at varme os og beskytte os mod vilde dyr. Vi har lært at bruge ilden som et nyttigt redskab til madlavning, og til at rydde store arealer af skov eller hede, så dyrkningen af jorden kunne begynde. Engang blev der tændt bål, som en slags fyrtårn for at advare skibene.
Vi er nu nået en tidsalder, hvor ilden er blevet en hyggespreder - specielt i den mørke tid.
Der er mange måder at hygge sig på, men jeg synes det er helt fantastisk hvad ild kan gøre for stemningen. Samtidig så er ilden aldrig ens. Den påvirkes af sine omgivelser - blæser det, så blafrer ilden. Er det helt stille, så brænder flammerne helt klart og stille. Er det et lille stearinlys, hvor der er en lille flamme, eller er det et stort bloklys, hvor flammen stille og roligt brænder sig lidt ned midt i lyset.
Ilden er for mig også et fokuspunkt - bevidst eller ubevidst. Du bemærker som regel ilden som skiller sig ud i forhold til alt det andet.
Vil du sidde og meditere lidt, så kan flammen bruges som et fokuspunkt. Ved at fokusere på flammen, kan den hjælpe dig til at holde fokus og forblive koncentreret om din meditation.

Ha' en dejlig dag
Ulla

fredag den 28. september 2012

Årstidens mirakler

Årstiden byder på mange mulige motiver som dette. Solen hænger lavt og det er begyndt at blive tidligt mørkt. Til gengæld synes jeg at årstiden, netop med den lavthængende sol, giver nogle helt fantastiske solopgange og solnedgange. De kan være så voldsomme, at du rent faktisk ikke kan foretage dig andet end at betragte naturens skuepil. Den storslåede scene er sat i forvejen, solen sørger for lyssætningen, som intet menneske kan gøre den efter - både med dramatik og skønhed.
Tilbage er kun for dig og mig - at være til stede i denne skønhed. Være nærværende og opleve det hele.

Ha´en dejlig weekend
Ulla

onsdag den 26. september 2012

Dagen er din

Dagen er din


Dagen i dag er din
Dagen i dag kommer aldrig igen
Dagen i dag oplever du kun i dag
Dagen i dag skal bruges godt og grundigt, inden dagen i morgen
Lige pludselig er dagen i morgen nemlig: dagen i dag

Dette er hvad jeg skrev på facebook for lidt siden. Dagen er nemlig helt din egen. Den bliver godt nok påvirket af mange udefrakommende impulser, men det er i bund og grund op til dig selv at bruge dagen. Med det mener jeg - vær til stede i din dag. Vær til stede i det du gør, vær nærværende. Det betyder så utrolig meget, ikke kun for dig selv - men også for dine omgivelser.

Ha´ en rigtig dejlig dag midt i din dag.
Ulla



tirsdag den 25. september 2012

Reflektion

Lidt reflektion


Kuglerne på billedet ligger i min have. Det er nogle kugler jeg med meget stor glæde - og også en god portion stolthed viser frem. Det er nemlig ikke bare nogle tilfældige kugler.
Kuglerne er for det første temmelig gamle og så er de af glas. Det er nogle glaskugler min bedstefar for mange år siden har fundet ved Vesterhavet.
Det er kugler der er blevet brugt, til at sætte i fiskernes garn. Der er sket meget siden dengang, det er ikke ligefrem glaskugler vi i dag forbinder med fiskeri.
At betragte disse glaskugler, bringer mig altid en dejlig varme inden i. Jeg tænker altid på min bedstefar, som jeg mindes med meget stor glæde. Samtidig glædes jeg over at kunne betragte disse kugler, som på en eller anden måde altid er forskellige. Farverne ændrer sig afhængig af vejret og lyset, så det er min lille udfordring at farvebestemme disse kugler hver gang jeg kommer forbi dem.
Endelig giver disse 4 kugler mig en indre ro - fordi jeg giver mig selv lov til at stoppe op - og bare være. Være til stede, med et altid nyt indtryk af farverne i kuglerne - og fornemmelsen af, at min bedstefar står lige ved siden af.

Ha´ en dejlig dag
Ulla

mandag den 24. september 2012

Mandag

En ny uge er begyndt



Det er mandag og en ny uge har taget sin begyndelse.
Jeg synes billedet af de 2 fiskere på vej i tågen, symboliserer den nye uge rigtig godt. Det er kun mandag formiddag, hvad mon resten af ugen bringer? Jo længere du kommer ind i ugen, jo mere klarer det op - tågen forsvinder - i takt med at du oplever ugen.
Måske har du planlagt din uge, til mindste deltalje - eller er der stadig et par huller i din kalender, hvor du endnu ikke ved hvad der kommer til at ske.
Det behøver ikke være ret store huller eller skal vi kalde dem åndehuller.... Hvad mon der vil ske, hvis du bare lader tiden vise dig, hvad de små åndehuller i kalenderen skal blive til?

God tur ind i din uge
Ulla

fredag den 21. september 2012

Lige nu

Vejret - endnu engang


Det regner en del i dag. Det er også lidt mørkt i vejret i dag. Men det er vejr til at tænde et hyggelys, så det har jeg gjort. Godt nok er der arbejde som skal gøres, men det betyder meget for mig, at jeg kan skabe en lidt hyggelig stemning omkring mig. Det lille øjeblik jeg brugte på at overveje, hvordan jeg kunne udnytte det mørke vejr uden for, det var rigtig godt givet ud. Så lige nu hygger jeg mig med mit arbejde.
Jeg kom lige til at kigge ud i regnen og fik øje på solsikkerne ude i haven. De står stadig og blomstrer, selv om det regner. Selv om det regner kan jeg stadig glæde mig over en flot solsikke.
Hved du hvad vi gør i Skærbæk, når det regner?
- vi lader det regne...... :-)

Ha´ en dejlig dag
Ulla

torsdag den 20. september 2012

Et særligt sted

Et af mine særlige steder





Jeg er så priviligeret at have en rigtig dejlig have. Her er mange små steder, der er helt særlige. Det ene af dem er dette sted, hvor formiddagssolen er lige på, når den er fremme.
Selv om vejret snart er temmelig efterårsagtigt, så er det stadig muligt, at stjæle et øjeblik med lidt sol, på dette særlige sted.
Det er heller ikke nødvendigt at særlige øjeblikke skal være i lang tid. Et lille øjeblik, en gang i mellem, kan ofte betyde en hel masse i resten af din dag. De her små øjeblikke de findes - det er bare om at få øje på dem.
I dag nåede jeg også derud et øjeblik. Min tålmodighed var blevet sat temmelig kraftigt på prøve, da det var helt umuligt for mig, at få forbindelse med internettet. Jeg havde bare så meget jeg skulle have styr på. Mailen er en uundværlig ting, men for s.... da, hvor er det irriterende, når der ikke er forbindelse. Et øjeblik på dette særlige sted, fik mig til at affinde mig med situationen - jeg kunne jo ikke gøre noget for at ændre det, så hvorfor bruge så meget energi på at irriteres over det.
- endelig kom der dog hul igennem, og jeg sidder nu helt roligt ved min pc igen, osende af tålmodighed :-)

Ha' en dejlig dag
Ulla

onsdag den 19. september 2012

Vejen

 
Natur på Limfjordsøen Fur


Vejen

Jeg ved hvor vejen på billedet fører hen, jeg har både gået og kørt her. Det er et meget smukt område at være i, og i sidste uge havde jeg muligheden for at vende tilbage.

Men nogle gange står vi ved en vej, som vi ikke ved hvor fører hen - vi må træffe et valg. Skal vi følge den nye snoede vej, uden at vide hvor den ender - eller skal vi blive hvor vi er. Hvor tilfredse og sikre er vi egentlig - der hvor vi er ?
Det kan være en stor udfordring at vælge den nye snoede vej, det kan give problemer undervejs og uforudsete stop. Men med målet for øje - at ændre nogle ting eller udvikle helt nye muligheder, så kommer du også ud af vejen og rundt om svinget. Måske finder du hurtigt et smukt sted at slå dig ned, eller du får mod på at fortsætte turen, rundt om de næste mange hjørner.


                                               Ha´ en fantastisk dag - uanset hvor på vejen du befinder dig.
                                                                                                Ulla

tirsdag den 18. september 2012

Min nye verden

Nu skal det være....
Jeg vil prøve noget helt nyt - nemlig at forsøge mig med en blog. Det er helt nyt for mig, så ha´ lidt tålmodighed med mig.
Da jeg tidligere i år kastede mig over facebook, var det også helt nyt. Men nu synes jeg efterhånden jeg har fundet min egen stil derinde. Det vil jeg også finde her - men selv om jeg har en klar ide om hvad jeg gerne vil skabe her på bloggen, så lad os nu se hvor det bærer hen. Lad mig bare starte med at sige: udgangspunktet er at være til stede i nuet.

Ha´ en dejlig dag
Ulla