Sider

torsdag den 25. september 2014

Et øjeblik


Billedet af et øjeblik.
Jeg gik forbi det rette sted - på det rette tidspunkt - var opmærksom det rette øjeblik - og fik fanget øjeblikket lige netop da det var der.

Ha´ en dejlig dag
Ulla

mandag den 22. september 2014

Et fokuseret øjeblik

Denne gang blev det med fokus på en "brændende kærlighed" med en skøn farve, jeg fik samlet mine tanker.

Når jeg har mange ting i hovedet, og ikke rigtig er bevidst om hvor mine tanker er på vej hen - så tager jeg en lille "time-out" med fokus på en enkelt ting. Denne gang valgte jeg blomsten, med den fantastiske farvepragt.

Jeg bruger et øjeblik på at iagttage blomsten, sådan rigtig se på blomsten - næsten med en fornemmelse af at suge den til mig.
Efter et lille øjeblik - en lille pause, får jeg igen så meget fokus, at jeg har overblikket igen. Selv om jeg har mange ting at udrette og planlægge, så er det nu igen med et roligt overblik. Med god samvittighed kan jeg sige, at jeg træffer en bevidst handling - jeg har mig selv med igen.

Ha´ en dejlig dag
Ulla

fredag den 19. september 2014

Som skyer på himlen

Septembers himmel stod jeg og betragtede lige før. Det ligner en mosaik, der har taget meget lang tid at lave. Men det er bare skyer på en blå himmel.
Det er skyer som har dannet et mønster, der allerede nu er væk. Himmelen har faktisk allerede skiftet udseende igen. 
Skyerne er ved at være væk, og himmelen er blevet mere lys i sin farve.

Jeg kommer ofte til at tænke på tanker, når jeg betragter en himmel med skyer. 
Skyerne på vej hen over himlen, i et eller andet tempo - det er næsten lige som vi kan lade vores tanker komme og gå.

Vi skal helst ikke lade os fange ind af de her dragende tanker. Tanker der bare prøver at få os til at reagere med følelser og energi. 
Men som skyerne på himlen, så skal tankerne bare observeres, dernæst stille og roligt få lov til at glide forbi, for til sidst at fortabe sig i det fjerne.

Billedet er fyldt med tanker. Jeg sidder meget bevidst og prøver at udforske hvilke ideer der dukker op. Måske er det et billede på et meget velordnet tankesæt, hvor der er struktur og opmærksomhed midt i mylderet? Eller det bare et totalt kaos af tanker der vælter rundt i hinanden?
Det afhænger nok af øjnene der ser.........

Ha´ en dejlig weekend
Ulla

onsdag den 17. september 2014

Tålmodighed

"Tålmodighed er en dyd", siges der. Jeg er ganske enig - det er bare engang imellem lidt svært.

Jeg er en person, som generelt er et meget tålmodigt menneske. Men engang imellem bliver jeg også udfordret.

For nogle dage siden, havde jeg en aftale i Odense. Jeg kører ofte denne tur og har normalt altid god tid. Det kom til at knibe gevaldigt denne dag. Jeg blev undervejs udfordret på 5 eller 6 gange vejarbejde. 
Det blev en tur, hvor jeg ind i mellem virkelig måtte arbejde med mig selv. Det lykkedes rimelig godt - men jeg må så også erkende, at da jeg stødte ind i den sidste lysregulering, med 2 store tunge lastbiler foran, da var jeg meget tæt på at få et meget utålmodigt anfald. 

Jeg skulle være der kl. 9.00 - jeg trådte ind af døren kl. 9.01. Lidt småstresset lige et kort øjeblik. Men så blev jeg mødt af ordene: "Godmorgen, jeg ved jo at du kommer. Sæt dig ned, så henter jeg en kop kaffe"....... 
Behøver jeg at sige, at den lidt anspændte fornemmelse i skuldrene forsvandt totalt, da jeg lod mig dumpe ned i stolen efter disse venlige ord og et stort smil.

Da jeg skulle hjem, valgte jeg at køre en anden vej - efter få kilometer mødte jeg - vejarbejde......
Det var åbenbart bare ikke min dag. 

Ha´ en dejlig dag
Ulla

mandag den 15. september 2014

Taknemmelighed

Jeg fik en lækker pakke chokolade den anden dag.
Det var en klient, som gerne ville vise sin taknemmelighed. For lidt tid siden ringede hun til mig - hun havde brug for at snakke lidt. Så vi tog en lille snak, om det der nu lå hende på sinde.

For mig var det en helt naturlig ting. Jeg kunne mærke at hun fik noget ud af snakken og det var dejligt. Hun var meget taknemmelig og jeg sagde farvel med glæde, over at have været til lidt hjælp for hende.

Den anden dag, havde vi så en ny session og jeg fik denne fine pakke. Den er givet i taknemmelighed fra en sød og meget betænksom person.
Jeg har modtaget den i stor taknemmelighed over at en anden person har tænkt og givet noget, som er specielt til mig.
Det er fantastisk dejligt at blive værdsat på denne måde, det giver sådan en god fornemmelse inden i.

Ha´ en dejlig dag

tirsdag den 9. september 2014

Evaluering og eftertanke

I lørdags var jeg ude at holde et foredrag om mindfulness.
Det var en virkelig rar oplevelse jeg havde, med nogle dejlige mennesker, som var meget engagerede.



Da jeg kom hjem, satte jeg mig ned med en god kop kaffe.
Det var nu blevet tid til lidt eftertanke - eller vi kan også kalde det evaluering.

Hver gang, jeg har været ude at holde foredrag, sætter jeg mig altid ned efterfølgende for at få tænkt det hele igennem. 
For mig er det vigtigt, at gennemgå forløbet, mens det stadig står skarpt i min erindring.
På denne måde får jeg slappet lidt af, samtidig med indtrykkene fordøjes - og jeg får evalueret.

Jeg har også fundet ud af, at dette tidspunkt er helt perfekt for mig, til at jeg er objektiv i forhold til min egen præstation. 
Hvis jeg venter til dagen efter eller endnu senere, så begynder jeg nogle gange at dømme og kritisere mig selv. Måske begynder jeg at tvivle på mine egne evner, fordi jeg pludselig har vendt en lille ting helt på hovedet. Måske får jeg skabt et problem, som i virkeligheden slet ikke findes - det er skabt af mine tanker, som har rodet lidt rundt med erindringen.

Fordi jeg har brugt lidt tid på det - for mig - rette tidspunkt, kan jeg i dag sidde og glæde mig over den dejlige oplevelse jeg havde i lørdags. Jeg kan konstatere at det er meget få og meget små ændringer jeg ville have foretaget. Små ændringer, som i virkeligheden ikke ville have betydet noget i den sidste ende. Små ændringer som måske i den sidste ende kun ville have tilfredsstillet mit eget kritiske jeg.

Ha´ en dejlig dag
Ulla