Sider

mandag den 30. december 2013

Nytår

Nu er det lige før - det nye år er på vej. 
Der er kun meget kort tid tilbage af år 2013. 
I denne tid omkring jul og nytår, bliver der ofte gjort lidt status over livet. 
Julen er for mig en tid, hvor minder trænger sig lidt på. Minder om nogle personer, som ikke er her mere. Nogle personer som har stået mig meget nær og haft en stor betydning for mig. Men det er ikke triste tanker - det er nogle glade og varme minder, der typisk kommer frem i julen. Jeg varmer mig ved glæden over at have kendt disse dejlige mennesker, som hver især har været med til at præge mig og mit liv.

Nytåret betyder for mig, at det på en eller anden måde er tid at gøre status. Status over året der gik, og hvad jeg fik med mig fra året der snart rinder ud. 
Nytåret betyder også noget nyt for mig. På en eller anden måde, så bliver der slået en streg i sandet og det er muligt at gå andre veje, eller bevidst vælge at forsætte ud af samme vej, som jeg er på lige nu.
Jeg synes nytåret er med til at gøre mig mere bevidst om hvor jeg er i livet. Samtidig får jeg forholdt mig til hvad jeg egentlig gerne vil. Hvad skal mine mål være for det nye år. 
Nytåret er samtidig et godt bevis på, at tiden går. En lille husker om, at leve livet, mens vi har det. Så bare giv den gas, ind i det nye år......:-)


Fra mig til dig


Rigtig godt nytår 



torsdag den 19. december 2013

Frisk luft


Den 17. december tog jeg billederne her. Tænk engang, det ligner jo næsten en sommerdag. Der kunne lige så godt have ligget et ordentlig lag sne. 
Jeg var så heldig at have mulighed for at komme en lille tur ud til Blåvand og Børsmose strand, hvor disse billeder er hentet. 
Det var så dejligt befriende at stå her på stranden og tage en dyb - dyb indånding. Mærke den friske luft og hvor meget energi der strømmer ind i kroppen. 
Jeg kom til at tænke lidt over, hvor meget det betyder, særligt her i den ellers mørke tid, at få trukket vejret sådan rigtigt. 
Det bliver sent lyst og tidligt mørkt, så der er bare ikke ret lang tid til at være derude - og få lidt 
lys. Men husk alligevel at trække vejret derude - sådan rigtigt.
Mange møder på arbejde, når det er mørkt og får fri når det er blevet mørkt igen. Det fremmer ikke ligefrem lysten til at stå et øjeblik og tage en dyb indånding - men gør det alligevel.
Juletravlheden er over os, derfor er det vigtigt at huske sig selv midt i det hele. Giv dig selv et øjeblik, hvor du får hentet lidt ny energi. 
Det behøver ikke nødvendigvis at være en tur til stranden, selv om det nok ville være godt. 
Men gå uden for din dør - på den ene eller anden måde, kort eller langt. Giv dig selv et øjeblik, hvor 
du får frisk luft. 
Frisk luft i lungerne. Frisk luft i ansigtet. Frisk luft på dine hænder. Mærk den friske luft - uanset om det er helt stille eller det blæser. Du mærker at du lever, du mærker at du er til stede - lige her og lige nu. 

Ha´en dejlig dag
Ulla


mandag den 16. december 2013

En lille engel

Jeg fik en lille engel for ikke længe siden.
Den lille engel er givet specielt til mig - mit navn er graveret i den. Den lille engel blev givet med en særlig kommentar til mig, så den er noget helt særligt. 
Den lille engel er givet af et dejligt og varmt menneske, som tænker meget på andre. Et menneske jeg sætter meget pris på at have mødt.
Englen er givet i forbindelse med en afslutning på noget særligt. Så den lille engel betyder rigtig meget for mig. Den er et lille symbol på, at noget ender og noget nyt tager sin begyndelse. 
Den lille engel er et symbol på et særligt sammenhold og en særlig rejse. 

Den lille engel har fået en ganske særlig plads, hvor den fremover vil være en dejlig ledsager og et kært minde.
Tak Anne, fordi du er dig.

Ha´en dejlig dag
Ulla

fredag den 13. december 2013

Smag på det

Der er så mange fristelser her i december måned. Jo nærmere vi kommer julen, jo flere lækkerier støder vi på og bliver fristet af.
Jeg har denne jul været så heldig at få en julekalender med chokolade - det skrev jeg lidt om her. Jeg samler dog lidt sammen af kalenderens lækkerier og vil gemme det, så jeg kan dele noget af det med andre.
Det kan være så svært at sige nej til lækkerierne vi bliver fristet af.
Vi kan dog gøre noget for at nedsætte mængden af slik og samtidig få behovet stillet for at smage.
Tag ét enkelt stykke slik, om det så er chokolade, lakrids eller vingummi. 
Brug lidt tid på at betragte det, dufte til det og måske mærke en lille smule på det. Vær så meget bevidst om, når du tager dit stykke slik i munden. Smag på det. Hvad sker der i munden? hvordan føles det i munden? Tyg så langsomt dit stykke slik, og læg mærke til smag, fornemmelse, kroppens reaktion, tankernes reaktion. Brug god tid på at opleve hvad det vil sige at spise lige netop dette stykke slik.
Gør det til en oplevelse at spise et enkelt stykke slik, vær dig bevidst om, hvad der sker hele tiden. Vend ryggen til fjersyn og computer, eller hvad der tager din opmærksomhed lige nu. Bare vær nærværende og bevidst. 
Jeg tror du vil opleve, at det pludselig ikke er nødvendigt, at spise en hel skål kager eller en hel plade chokolade på én gang. Du har fået styret din søde tand med et enkelt stykke.
Glæden ved at nyde de dejlige sager, er mulig - uden at stoppe sig selv helt unødigt. Når bare du er opmærksom.
Måske skulle jeg prøve et enkelt stykke.......:-)

Ha´en dejlig dag
Ulla

mandag den 9. december 2013

Certifikat som coach

I går var det 2. søndag i advent. 
Julen nærmer sig stille og roligt, dag for dag - uge for uge.

Det var også dagen hvor jeg afsluttede en 2 årig uddannelse som coach og fik mit eksamensbevis. Min uddannelse dækker over "Self-, Life- og Business Coaching". 
Ud over eksamensbeviset fik jeg også certifikat som coach. Hvilket løbende stiller nogle krav til mig som coach, for at opretholde min certificering.

Når sådan en uddannelse afsluttes, giver det meget stof til eftertanke. Jeg har aldrig oplevet noget tilsvarende. 
Det har været en fantastisk rejse jeg har været på i løbet af de 2 år. Ud over at få en masse konkrete værktøjer og faglig viden, så har jeg fået en meget stor personlig indsigt og læring. 
Jeg har fundet nogle værktøjer til at "holde øje 
med" mig selv - på godt og ondt.
Samtidig har jeg nu i min erindring og i mit hjerte en gruppe mennesker som jeg har taget rejsen sammen med. Vi ses nok aldrig alle sammen igen. Lidt vemodigt - ja måske - men som jeg blev meget klar på i går, så har vi alle erindringen og fornemmelsen af den magi, der er forbundet med vores gruppe. Det er ikke en hvilken som helst gruppe, men denne gruppe. Vi vil altid på et eller andet plan, kunne hente kraft og støtte herfra. Ingen andre har den fjerneste ide om, hvad denne gruppe er. Det ved kun vi, der har været - og er - en del af den.

Ha´ en dejlig dag
Ulla

torsdag den 5. december 2013

Ventetid

At stå eller holde i kø, kan være noget af det mest irriterende - specielt hvis man har travlt.
Det kan virkelig sætte en hel masse i kog..... det er spildtid, det er...... en hel masse.

Der er bare ikke noget at gøre ved det.

Så vi kan lige så godt udnytte ventetiden til noget helt andet, nemlig til at få lidt ro på. 
Se dig lidt omkring, læg mærke til andre mennesker, og stedet hvor du nu engang er. Mærk din krop - Hvordan føles det i kroppen? Hvordan er dit humør? Hvad tænker du egentlig på lige nu?
Observer det hele, og bare vær med det hele - uden at forsøge på at vurdere om det nu er godt eller skidt. 
Det kan ende med at blive en hel oplevelse at stå i kø i supermarkedet.......
Jeg har vænnet mig til at gøre en plads i køen til en oplevelse. I stedet for at blive utålmodig og lettere ophidset, så er jeg nu ganske afslappet, når jeg når frem til kassen. Det betyder så også at jeg kan give "kassedamen" et oprigtigt smil - og få et igen.
Hvad oplever du i køen?

Ha´en dejlig dag
Ulla

tirsdag den 3. december 2013

Lidt barnesind i december

I dag blev det så den 3. december.
I dag åbnede jeg en ny låge på min julekalender - nemlig - det er min helt egen julekalender, med chokolade. 
Jeg er en aldersmæssigt voksen kvinde - men hvor jeg dog elsker det her lille nummer hver dag.
Det er snart (forfærdelig) mange år siden, jeg sidst havde en julekalender, og jeg troede heller ikke jeg skulle have en igen.
Men det skulle jeg - det syntes Lotte, da hun grinende kom og gav mig den. 
Det fuldstændig uventede og sjove, i skøn forening med tanken om at glæde - det er da ren juleri.
Den barnlige glæde og forventning over at skulle åbne en ny låge - hvor er det dog skønt at blande den ind i december måneds voksne tanker om alt det, jeg skal nå.
Med denne herlige gestus, er jeg igen blevet opmærksom på, at julen er noget med forventning, glæden sig til, og ikke mindst - hvor meget det betyder at glæde andre. 
Tanken om, at der er én som har tænkt på mig, og givet mig noget som er lige nøjagtig til mig 
- det glæder mit indre barnlige sind.

Ha´ en dejlig dag
Ulla

mandag den 2. december 2013

Så fik vi taget hul

Så fik vi taget hul på den - julemåneden.

I går aftes blev der tændt det første lys i adventskransen.
Jeg har det altid sådan, at det er noget specielt når det første lys bliver tændt. Det er ikke helt det samme med de efterfølgende, så har vi ligesom prøvet det før - nu er vi i gang.

Jeg synes det er en fantastisk tid. Uanset hvad, så nyder jeg december måneds mulighed for hygge. Den findes ikke bedre i andre måneder - julehyggen. Så er det i alt fald en lidt anden slags hygge. 

Der er også det gode ved den kommende højtid - uanset om vi føler os klar til julen, så kommer den alligevel. Det bliver juleaften uanset om der er 5 slags småkager eller ej, uanset om der er pinligt rent i alle kroge eller ej, og uanset om frisyren sidder perfekt eller ej. 

Noget af det gode ved julen og traditionerne, synes jeg, er det forudsigelige. Vi behøver ikke tænke så meget over hvad vi skal have at spise - menuen kender vi. Vi behøver ikke tænke så meget over julepynten, meget af det har vi i forvejen. Meget af det har sin faste plads. 
Så er der lige det med julegaverne, det er jo som oftest noget forskelligt. Men hvornår vi køber julegaverne, det er som regel altid på samme måde. Nogle er i god tid, andre styrter rundt i sidste øjeblik, uanset at vi sidste år lovede os selv.......
Det er noget af det jeg elsker ved julen - den er så dejlig forudsigelig :-)

Jeg ønsker dig en rigtig dejlig december måned.
Ulla